Eders hengivne supplikant, Daniel Nielsen, præst i Odense stift, tilkendegiver Eder, hellige fader, at han, da man fordum med apostolisk myndighed meddelte ham dispensation for den mangel ved hans fødsel, som han lider under ved at være født af en præst og en ugift kvinde, så at han uanset denne mangel kan forfremmes til alle grader og opnå et kirkeligt embede, endogså med sjælesorg, i kraft af denne dispensation på kanonisk vis opnåede en sognekirke og blev forfremmet til alle grader. Men, hellige fader, da nævnte kirke helt er ødelagt på grund af krig og dødelighed, således at der ingen indtægter er, hvoraf han kan leve, bønfalder han ydmygt om, at I, for at han ikke til skændsel for gejstligheden skal tvinges til at tigge, og da han er rede til at afstå samme kirke, vil værdiges at give ham dispensation, således at han kan opnå et andet kirkeligt beneficium, endogså med sjælesorg.

Lad det ske, G. Givet i Avignon den 23. oktober i vort niende pontifikatsår.