/customers/academia.dk/academia.dk/httpd.www/Blog/wp-content/plugins/wp-cache/wp-cache-phase1.php Tænketanken | En blog om sundhedsvæsen, medicinhistorie, neurovidenskab og hverdagen i et klinisk biokemisk laboratorium - Part 28

Peter Agre kommer til Odense [da]

23. september 2008

Professor Peter Agre som i 2003 modtog Nobelprisen i kemi for sin opdagelse af vandkanaler (aquaporiner) forelæser i Odense torsdag d. 23. oktober.

Peter Agre
Peter Agre
Peter Agre holder to forelæsninger på Syddansk Universitet, Odense. Den første kl. 11 (SDU Odense Campus, BMB Seminar Room) har titlen Aquaporin Water Channels: From atomic structure to clinical medicine. Den anden kl. 15 (SDU Odense Campus, Aud. 45) har den lidt mere spiselige titel The Joys and Tears of a Life in Science.

Aquaporiner er membran-proteiner som danner transmembrankanaler der tillader cellerne at udveksle vandmolekyler med omgivelserne. Aquaporinerne danner tetramere komplekser i membranerne, hver monomer indeholder en vand-kanal. Protoner er ikke i stand til at passere gennem kanalerne, hvilket gør cellerne i stand til at opretholde det elektrokemiske potentiale over cellemembranen selvom cellemembranen er permeabel overfor vand. Aquaporiner er specielt talrige i cellemebranerne i nyrerne.

Kendskab til aquaporinernes virkemåde er af stor vigtighed for forståelsen af de mekanismer, der er involveret i reguleringen af kroppens vandbalance, hvilket er væsentligt i forbindelse med behandlingen af en lang række livstruende sygdomme så f.eks. en række af nyre-, hjerte- og leversygdomme, samt hjerneødemer.

Siden Agre og hans kollegaer publicerede opdagelsen af den første aquaporin Science i 1992 har man fundet vandkanaler i stort set alle levende organismer. Der er således påvist endnu 10 forskellige typer i pattedyr og mere end to hundrede forskellige bakterier, planter, og andre livsformer.

Referencer

Email til en ven   Udskriv   Bookmark and Share  

En rejse til bevidsthedens indre [da]

18. august 2008

Se Vilayanur Ramachandran fascinerende foredrag »A journey to the center of your mind«

Vilayanur S. Ramachandran er blevet kaldt "The Marco Polo of neuroscience" af Richard Dawkins og "the modern Paul Broca" af Eric Kandel. Han er en af de hjerneforskere, som er berømt ud over sin egen lille kreds af ligesindede.

Han er bl.a. kendt for sin forskning i fantomlemmer, autisme, synæstesi (dvs. et sanseindtryks fremkalden af fornemmelse fra andet sanseområde) og det pudsige Capgras syndrom, som er det fænomen at en person begynder at opfatte en bekendt eller et nært familiemedlem som en bedrager, der nok ligner den virkelige person i enhver henseende, men som dog alligevel er en bedrager, som har indtaget den andens plads.

Ramachandran kommer ind på flere af disse emner når han i følgende forelæsning fra www.ted.com diskuterer hvad hjernelæsioner kan afsløre om hjernens og sindets krinkelkroge:

En bedre opløsning af Ramachandrans forelæsning kan hentes her.

Email til en ven   Udskriv   Bookmark and Share  

Hej, send flere penge! [da]

18. august 2008

Vi har en fin national strategi for digitalisering af sundhedsvæsnet, men viljen til at betale hvad det koster at få den gennemført synes at mangle. En ny rapport fra Rambøll Management vurderer, at det vil koste 10 mia. at få løst it-problemerne i sundhedsvæsenet.

Som de fleste der bare følger lidt med i nyhedsstrømmen er klar over, så er der problemer med digitaliseringen i sundhedsvæsenet. Vi hører gang på gang om elektroniske patientjournaler, som ikke fungerer efter hensigten, og om sundhedspersonale, som benytter dyrebar tid på at logge på alle de mange forskellige it-systemer de bruger. Selv de små sygehuse arbejder ifølge Peter B. Lau fra Rambøll Management med op imod 100 it-systemer, der ikke nødvendigvis kan virke sammen. Det betyder, at der eksisterer problemer med logins og passwords. Der tabes en masse tid, og det er ikke kun frustrerende, men også et problem i tider, da man mangler arbejdskraft (citeret fra JP).

Som det videre hedder fra Rambøll:

Vi konstaterer, at brugerne først og fremmest fokuserer på manglende standardisering, koordinering og overordnet styring. Samtidig fremhæves, at al for megen digitalisering er sket uden en præcis målsætning, som på forhånd kunne have fastlagt mål og kriterier for vurderingen af udbyttet. Hvad er målsætningen, og bliver målene nået?

Man er også i regeringen og regionerne klar over, at der skal gøres noget ved problemerne og derfor kom man i december sidste år med en fælles strategi for området.

Så langt så godt. Det er bare ikke nok med en national strategi, hvis der ikke også knyttes de tilstrækkelige midler til, at få planerne gennemført. Rambøll peger i en ny rapport på, at de 20 mio. man i år har bevilliget til digitaliseringen kun dækker en brøkdel af det faktiske behov. Som det udtrykkes af Peter B. Lau:

Regeringen har i år bevilget 20 mio. kr. til it, og det er alt for lidt. Hvis vi skulle løse de problemer, der er med brugen af digitaliseringen i sundhedsvæsenet, ville det koste omkring en mia. kr. om året de næste 10 år.

Referencer

Email til en ven   Udskriv   Bookmark and Share  

Selv-trepanering [da]

8. august 2008

En ny alternativ behandlingsform?

Heather Perry
Heather Perry
Neurophilosophy har jeg med stor undren læst interviewet med Heather Perry.

Heather Perry er en engelsk kvinde som i 2000 trepanerede sig selv for at få "more mental energy and clarity." Er der nogle moderne mennesker, som frivilligt vil lade sig trepanere og er det overhovedet muligt selv at gøre det? Åbenbart ja! Heather Perry giver selv følgende beskrivelse af forløbet:

I used a hand trepan initially, but that wasn't proving to be terribly successful. Then there was a problem with the people who owned the property we were staying in, so we decided we'd have to just leave it. I wrapped my head up in a towel and we got out of there. A couple of days later, we had another go. We abandoned the hand trepan and got an electric drill instead. I injected myself with a local anaesthetic and then slashed a big T-shaped incision in my scalp, right down to the bone. I was sat there in the bathroom feeling quite relaxed and they started with the drill. It didn't take that long at all, probably about 20 minutes. Eventually I could feel a lot of fluid moving around. Apparently, there was a bit too much fluid shifting around, because they'd gone a little bit too far and I was leaking some through the hole, but this wasn't especially dangerous as there are three layer of meninges before you get to the brain.

I min uvidenhed troede jeg, at det eneste moderne eksempel på trepanering (bortset fra når hjernekirurgerne arbejder) var Jeffery Dahmer, som efter sigende skulle have forsøgt at bore huller i sine ofres hoveder og hælde syre i, for at gøre dem til viljeløse zombier - i øvrigt uden held. Nu er jeg imidlertid blevet klogere: Selv-trepanering er en alternativ behandlingsform, som dog endnu ikke har den helt store udbredelse, og heldigvis da for det. At man selv skal foretage indgrebet ser jeg som et klart udtryk for, at man regner det for så risikabelt, at en eventuel behandler ikke skal risikere at komme i fedtefadet, hvis det skulle ende galt.

Bart Huges & Co.

Bart Huges trepanerer sig selv (1965)
Bart Huges trepanerer sig selv (1965)
Forgangsmanden på området er hollænderen Bart Huges, som i 1965 trepanerede sig selv. Han fortalte efterfølgende at selve operationen tog 45 minutter, og at det 4 timer at rense blodet af vægge og loft. Da Huges, som ellers var kendt som en af de første europæiske fortalere for brugen af LSD, efterfølgende ønsket at blive røntgenfotograferet for at få handlingen dokumenteret blev han tilbageholdt i tre uger, hvor han gennemgik diverse psykologiske test, da man mistænkte, at han led af skizofreni. De udførte test viste dog at han var mentalt rask.

Blandt Huges' disciple er folk som Joseph Mellen, Amanda Feilding og Pete Halvorson som alle i årene efter Huges' selv-trepanering fik boret hul i hovedskallen og efterfølgende er stået frem og propaganderet for sagen, bl.a. ved at stifte foreningen International Trepanation Advocacy Group og The Beckley Foundation gennem hvilken man bl.a. støtter den russiske professor Yuri Moskalenkos forskning

Filosofien bag

Formålet med at trepanere sig selv skulle være at man herved reetablere det flow af blod og cerebrospinalvæske som var før lukningen af fontanellen ved kranieknoglernes sammenvoksning. Man ønsker at revitalisere hjernens metabolisme og genskabe barndommens energi og generelt øge hjernens kapacitet. Huges har bl.a. fremlagt tankegangen i artiklen The Mechanism of Brainbloodvolume ('BBV') fra 1964, en artikel, som oftest omtales som Homo Sapiens Correctus. Den etablerede lægevidenskab advarer fornuftigt nok mod selv-trepanering og er desuden generelt afvisende overfor Huges' teori om hjerneblodsvolumen.

Det er da også ganske pudsigt at konstatere at Heather Perry i interviewet med Neurophilosophy ikke taler om trepanering som det eneste saliggørende. Tværtimod er hun lidt tvivlende hvad angår den faktiske effekt af indgrebet. Hun får det afsluttende ord i dette indlæg:

[...] it's not something that I will advocate for everyone [...] It's just something that I decided to try, to see what it was like, so there's no reason why I should be counselling them on whether or not they should have it done too. It's definitely not a miracle cure either. Having said that, I'd be a bad one to ask about the overall long-term effects, because I think my thyroid condition makes it hard to really know. Sometimes when my thyroid meds are working OK, I think I'm feeling the same buzz that I was getting post-trepanation. Maybe for me, whilst the hole was still open, it was enough to kind of boost my brain up to feel that way all the time. My head is a bit of a random one to test it on anyway, particularly as I'd done a bit too much acid to begin with.

Referencer

Email til en ven   Udskriv   Bookmark and Share  

Aplysia: Sensitization [da]

31. juli 2008

Jeg er netop faldet over denne animation, som illustrerer nogle af de resultater Eric Kandel og hans gruppe er nået frem til på grundlag af deres forskning i Aplysia Californica:

Kilde: Purves, et al., Neuroscience, Fourth Edition, published by Sinauer Associates
Downloaded fra: www.sumanasinc.com/webcontent/animations/content/sensitization.html

Email til en ven   Udskriv   Bookmark and Share  

Aplysia californica [da]

31. juli 2008

Aplysia californica er en havlevende snegl (marine snegl), som i over 50 år har haft stor betydning for neurobiologien. Den nærmer sig en betydning, som bananfluen har haft for genetikken. Fremhæves kan især Eric Kandels forskning i hukommelsens molekylærbiologi - et arbejde som i 2000 gav ham nobelprisen i medicin.

Aplysia californica udsender blæk
Aplysia californica

Aplysia californica lever - som navnet antyder - i stillehavet ud for Californiens kyst. Den kan blive op til 30 cm. lang og få en vægt på omkring 1 kg. Dens føde er hovedsageligt røde alger og farvestofferne herfra giver farven til den røde blæk der udskydes, når sneglen føler sig truet (se billedet). Det er endvidere de givne kostsammensætning for den enkelte snegl, som bestemmer dens kropsfarve. Farven skifter typisk mellem forskellige nuancer af rød, brun eller grøn.

Aplysia californica: abdominalt ganglion
Aplysia californica: abdominalt ganglion

Det der gør Aplysia interessant for neurobiologien er naturligvis dens nervesystem. For det første er det kendetegnet ved en stor simpelhed sammenlignet med f.eks. menneskets og de øvrige pattedyrs nervesystem: ca. 20.000 neuroner fordelt jævnt på 10 ganglier, og for det andet er størrelsen af de enkelte neuroner "enorm". De kan have en diameter på helt op til 1 mm. og er således de størst kendte neuroner i hele dyreriget, og det er en klar fordel, når man skal undersøge forholdene og forandringerne inden i den enkelte neuron.

Der er kort sagt tale om et dyr, som leverer et stort bidrag til den neurovidenskabelige forskning!

På YouTube kan man finde forskellige optagelser af Aplysia californica:

Diverse ressourcer:

Email til en ven   Udskriv   Bookmark and Share  

Sjælens materialisering [da]

24. juli 2008

En anmeldelse af Carl Zimmers bog Soul Made Flesh.

Carl Zimmer: Soul Made Flesh
Carl Zimmer: Soul Made Flesh

I Soul Made Flesh beskriver Carl Zimmer den fascinerende historie om hvorledes opfattelsen af sjælen ændrede sig fra at være immateriel og som oftest bosiddende i hjertet til en mere materiel størrelse i vores hjerner og nervesystem.

Zimmer begynder sin historie med de gamle egyptere og fortsætter med Alkmaion, Platon, Aristoteles og Galen og når via Vessalius, Gassendi og Descartes frem til historiens egentlige hovedperson den engelske læge Thomas Willis (1621-1675).

Thomas Willis er ganske ufortjent en lidt overset figur i hjerneforskningens historie. Han var den første der udgav en bog udelukkende dedikeret hjernen og nervesystemet: Cerebri anatome fra 1664. Heri fremkommer Willis bl.a. med det synspunkt, at de højere mentale funktioner, som adskiller mennesket fra dyrene må være knyttet til hjernebarken, eftersom denne hos mennesket er betydeligt mere udviklet (sammenkrøllet) - altså den første egentlige teori om hjernelokalisation. Han klassificerer endvidere kranienerverne og giver en grundig beskrivelse af hjernens blodforsyning, herunder en række fysiologiske forsøg, som fører ham til den rette funktion af circulus arteriosus cerebri også kendt som Willis' cirkel. I Cerebri anatome anvendes desuden for første gang i historien ordet "neurologi"!

Cerebri anatome blev fulgt op med bl.a. et værk om neuropatologi, Pathologicae cerebri, et nervosi generis specimen i 1667, samt det tidligste engelske værk om medicinsk psykologi, De anima brutorum quæ hominis vitalis ac sensitiva est fra 1672.

Nok er Willis hovedpersonen i Zimmers beretning, men man skal ikke foranlediges til at forveksle Soul Made Flesh med en egentlig biografi. Der er snarere tale om et ånds- og socialhistorisk periodebillede. Frem for at gå i detaljen med Willis' liv og levned og hans videnskabelige gennembrud og fejltagelser får vi et bredt overblik over en omtumlet periode i Englands historie med borgerkrig og monarkiets kortvarige afløsning af republikken. En periode som også i religiøs henseende var en brydningstid mellem anglikanere, katolikker, puritanere, kvækere osv., osv. Kort sagt noget af et minefelt at færdes i, hvis man som Willis og hans åndsbeslægtede søgte en mere naturalistisk og empirisk funderet opfattelse af menneskekroppen.

På Willis’ tid var det stadig regelen, at anatomi var lig med filologi. Det vil sige, at man studerede antikkens mestre Hippokrates og Galen, og hvis det man i konkrete dissektionssituationer ikke stemte overens med de gamles beskrivelse, kunne det enten skyldes, at den forhåndenværende tekst var dårligt oversat fra græsk til latin og et grundigt filologisk arbejde derfor var nødvendigt, eller at mennesket simpelthen havde udviklet sig i perioden siden Hippokrates og Galen nedskrev deres observationer – en opfattelse som dog var problematisk, da den satte spørgsmålstegn ved fuldkommenheden i den guddommelige skaberakt.

Zimmer giver os et indblik i hele den store kreds af videnskabsfolk og mere eller mindre halvstuderede men yderst talentfulde røvere omkring ham (The Oxford Circle). En ganske broget flok, men fælles for dem alle var en stor nysgerrighed og et ønske om at revidere den traditionelle lærdom, hvis den ikke holdt til en grundig empirisk afprøvning. I kredsen var folk som Robert Boyle (bedst kendt for Boyles lov), Cristopher Wren (arkitekten bag St Paul's Cathedral, men også manden der lavede det første 3D kort over månen og en uvurderlig deltager i og illustrator af Willis' dissektioner) og Richard Lower (manden som udførte verdens første blodtransfusion). En broget flok af videnskabsfolk, som senere grundlagde The Royal Society. Den ene side tager let den anden mens man læser Zimmers beskrivelse af disse virtuosis mange spændende eksperimenter - især deres brug af forsøgsdyr og vivisektion må ryste enhver hundeejer! Willis træder ofte i baggrunden, men Soul Made Flesh er så medrivende at man får lyst til mere - og lægmanden lades derudover tilbage med et overblik, somkan danne fundament for fordybelse i Willis' egne værker. Dvs. hvis man da ellers kan opdrive dem på biblioteket eller antikvarisk, for der er i nyere tid endnu ikke nogen, der har fundet Willis væsentlig nok til at genudgive hans værker - og danske oversættelser er naturligvis en by i Rusland! Forhåbentlig vil Soul Made Flesh kunne bidrage positivt i så henseende.

Email til en ven   Udskriv   Bookmark and Share  

Hej Verden! [da]

27. marts 2008

Som det sig hør og bør begyndes der med et "Hej Verden!" for at kontrollerer at alt fungerer som det skal.

K&R Det er en gammel tradition blandt programmører, at starte med at hilse på verden. Noget som har været populært siden Brian Kernighan og Dennis Ritchies klassiker The C Programming Language fra 1978.

  main() {
       printf("hello, world");
  }

Det ældst kendte eksempel er dog fra Kernighans bog Tutorial Introduction to the Language B, som kom allerede i 1972. Hele historien kan læses på Wikipedia!

Det er i dag praktisk taget umuligt at finde en bog om computerprogrammering, som ikke indledes med et lille program, som printer "Hello World! på skærmen. På The Hello World Collection findes hundredevis af eksempler på hvordan forskellige programmeringssprog gør dette.

Hvordan man ellers håndterer dette relativt simple programmeringsjob, afspejler, som det fremgår af denne komiske side i høj grad programmørens alder og personlighed.

Email til en ven   Udskriv   Bookmark and Share  

Side 28 af 28« First...1020...2425262728