/customers/academia.dk/academia.dk/httpd.www/Blog/wp-content/plugins/wp-cache/wp-cache-phase1.php Farmakologi & Doping | Tænketanken

Arkiv for kategorien ‘Farmakologi & Doping’

Putting things in perspective [en]

onsdag den 20. marts 2013

A different view on Lance Armstrong’s use of drugs 😉

Victorian Doctors Medicine Case [da]

tirsdag den 18. september 2012

Stunning Victorian Doctors Medicine Case Complete with all medications, glass vials, nickel tops, and leather case. c.1880.

For Sale: https://www.etsy.com/listing/109716095/stunning-doctors-leather-medicine-case

via 5handscuriosities

Placebo: Kan man helbredes ved tankens kraft? [da]

fredag den 7. januar 2011

Placebo-effekten er et hot emne for tiden efter publiceringen af Placebos without Deception: A Randomized Controlled Trial in Irritable Bowel Syndrome (læs pdf), hvor man konkluderer, at "Placebos administered without deception may be an effective treatment for IBS [Irritable Bowel Syndrome]". Eksempelvis kan man se spændende indlæg af PalMD på The White Coat Underground (You wouldn’t lie to me, would you?), af Ed Yong på Not Exactly Rocket Science (Evidence that placebos could work even if you tell people they’re taking placebos) og Orac på Respectful Insolence (More dubious statements about placebo effects).

Før placeboeffekten (cover)På mere hjemlig grund blev emnet debatteret i Deadline 17 i går, og fik du som jeg ikke set indslaget, kan du se det nu på www.dr.dk/DR2/Deadline17.

Medvirkende i dette indslag er Lars Ole Andersen, som netop i dag har udgivet Før placeboeffekten. Indbildningskraftens virkning i 1800-tallets medicin på Museum Tusculanums Forlag. Heri gennemgås placeboeffektens, indbildningskraftens og det kontrollerede forsøgs historie. Som det videre hedder i præsentationen:

Hans gennemgang giver bl.a. læseren udførlige beskrivelser af de første kontrollerede forsøg fra 1700-tallet, hvor der blev brugt placebolignende metoder samt indblik i kilder fra 1800-tallets medicinske diskussioner om fx moderens påvirkning af fosteret, brugen af mesmerisme, behandlingen med »Perkins’ tractors« og brugen af homøopati.

Det lyder så afgjort som en bog, der skal på min ønskeseddel!

Wim van Est [da]

torsdag den 30. december 2010

Wim van Est var i 1951 første hollænder i gult i Tour de France. På 13 etape gik det dog grueligt galt: På nedkørslen fra Col d'Aubisque røg han - på grund af en punktering - ud over klippekanten og landede ca. 70 meter længer nede. Mirakuløst slap han forholdsvis uskadt. Hans holdkammerater trak ham op ved hjælp af deres sammenbundne cykelslanger. Det hele blev foreviget for eftertiden af en kvik fotograf (se filmen her i lang version nedenstående klip er desværre kun en forkortet udgave).

Det er gribende! Han er i en kombination af chok som følge af faldet og fortvivlelse over at miste førertrøjen! Wim van Est ønskede selv at køre videre, men lod sig overtale til en tur på hospitalet i stedet.

Igen en historie, som understreger, at der skal mere end bare den rette cocktail af dopingpræperater til for at nå til tops i cykelsporten: En viljestyrke ud over det sædvanlige og en lyst til at presse sig selv til det nærmest umenneskelige, der er en absolut forudsætning. Jvf. to tidligere indlæg på bloggen Dopingdjævlen og En ren sport? Et rent liv?

Wim van Est hjælpes op efter sit styrt
Wim van Est hjælpes op efter sit styrt

Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt! [da]

torsdag den 30. september 2010

Jeg faldt lige over et par ganske rammende citater på Anti Doping Danmarks hjemmeside, som ganske fint understreger hvad det er, jeg finder er så problematiske ved en stor del af den aktuelle dopingdebat, nemlig den store diskrepans mellem mellem det værdisæt man lægger ned over sportens verden og de værdier vi ellers normalt agerer efter i dagligdagen.

Først Verner Møller:

Man kan ikke se på doping som et isoleret sportsligt problem. Sporten foregår i en verden, hvor det også er almindeligt at dope sig for at klare konkurrencen. Tænk blot på, hvor mange der gør brug af stimulanser som kaffe, spiritus eller cigaretter for at klare det daglige pres. Og protesterer kroppen alligevel mod arbejdsbyrden, tager vi kodymagnyler. Er det ikke nok, findes der lykkepiller. Bliver vi så stressede, at vi ikke kan få børn, giver vi kvinden en hormonkur. Får vi andre defekter, som mindsker vores muligheder for at opnå vores mål, søger vi også medicinske løsninger. Det er helt legalt, bare ikke i sportens verden.

Og så Frank Høj:

Ja, sporten er kørt af sporet. Kørt i grøften af de teknologiske og medicinske muligheder vi har til rådighed. Ligesom resten af verden er kørt af sporet. Med silikone-bryster, foryngelseskure, lykke på pilleform og det rigtige Big Brother, der konstant holder øje med os.

Dopingdjævlen [da]

onsdag den 29. september 2010

Jeg har netop læst Verner Møllers yderst interessante bog Dopingdjævlen, hvis budskab falder i god tråd med et af mine tidligere indlæg her på bloggen: Det er hyklerisk at dæmonisere doping over en bred kam - det der er brug for er derimod et mere nuanceret syn på præstationsfremmende midler.

Verner Møller analyserer de fem hyppigste argumenter mod doping og underminerer grundigt disse standardargumenter:

  1. Doping er snyd og skaber ulige vilkår.
  2. Doping er unaturligt.
  3. Doping er usundt.
  4. Doping er ødelæggende for sportens forbilledværdi.
  5. Doping er vejen til sport som ligegyldigt freakshow.

Alt sammen meget spændende, og noget jeg givetvis vil komme tilbage til i senere blogindlæg. Her vil jeg blot lige fremhæve et par enkelte pointer:

For det første er det ikke nok at være dopet for at vinde de store løb. Udover en fænomenal fysik kræves der nemlig en fanatisk vilje til at vinde - en nærmest overmenneskelig evne til at bide al smerte og ubehag i sig når det gælder. Lad mig nævne to af Verner Møllers eksempler:

Paul Kimmage beskriver i sin bog Rough Ride fra 1990 Greg LeMonds lidelser på tiende etape af Tour de France i 1986:

LeMond var i problemer i dag. Han havde et anfald af diarré. Han cyklede forbi med tredive kilometer tilbage, omringet af sine hjælperyttere, der bragte ham fremad. Gudfader, stanken var forfærdelig. Det løb ham ned af benene. Jeg ved, at havde det været mig, var jeg stoppet. Jeg mener: det er kun et cykelløb. Men jeg er selvfølgelig heller ikke i stand til at vinde det. Han er, og jeg gætter på, at der et forskellen. (VMs oversættelse)

Verner Møller mangler at nævne, at LeMond sågar vandt Touren det år - på trods af sin sygdom.

Et andet eksempel - ligeledes fra Tour de France - er Johan Bruyneels styrt ud over skrænten på Nedkørslen fra Cormet de Roselend på niende etape i 1996. Mirakuløst nok lander Bruyneel i et buskads 10-15 meter nede af skrænten og er herefter i stand til selv at kravle op igen. Han vil ikke under lægebehandling, men kaster sig fluks på en reservecykel og fortsætter løbet. Husker jeg ikke helt galt, ender han med en placering som nummer tyve på etapen!

Det er en besættelse, en vilje til sejr, en vilje til at ville vinde for enhver pris, som driver disse cykelryttere. Doping spiller ingen rolle her. Enten har men denne evne til at overskride sine egne grænser eller også har man det bare ikke! Det er en af de mange uligheder, som sporten rummer - ganske uafhængigt af, om man doper sig eller ej.

For det andet sætter Verner Møller fingeren på den almindelige misforståelse, at sportens eliteudøvere skal være moralske forbilleder for os almindelige dødelige. Der er ikke - som mange ellers synes at mene - tale om "ædel kappestrid" hvor det vigtigste ikke er at vinde, men at deltage [1]. Nej, det drejer sig for den enkelte idrætsudøver om opfyldelsen af det olympiske motto "Citius, altius, fortius" ("Hurtigere, højere, stærkere") i form af en sejr, det være sig i form af førstepladsen i konkurrencen, sejren over sig selv og de nærmeste konkurrenter i sportsgrenens hierarki, eller sejren over en tildelt rolle som fx. hjælperytter.

Har man måske nogensinde hørt Alex Ferguson eller Morten Olsen udtale før en kamp, at "nu drejer det sig jo ikke om at vinde, men om at udvise fairness og godt sportsmanship". Noget andet er, at man godt bagefter kan bruge det som en undskyldning for at have tabt: "Modstandernes spil var svinsk og brutalt, så vi vandt den moralske sejr", men det kan man netop, fordi vi alle har fået tudet ørerne fulde med, at fairplay er sportens essens.

Ifølge Verner Møller er sportens inderste væsen dog ikke af etisk men af æstetisk karakter. Vi ser ikke Tour de France sommer efter sommer for at blive bedre mennesker, men fordi det store drama betager os. Som det udtrykkes af Jørgen Leth:

Sporten lokker først og fremmest ved sin skønhed og evne til at beruse sanserne. [2]

For det tredie understreger Verner Møller, at sundhedsargumentet er et mangesidet sværd. Hvis målet er en sund sjæl i et sundt legeme, så skal man holde sig fra sporten og dens iboende konkurrencementalitet, og dyrke gymnastik i stedet. Den franske sportslæge Bruno de Lignières citeres:

Folk tror, sport er sundt, og at de medicinske problemer kommer af doping. Deri tager de fejl. Lægevidenskaben ved at sportspræstationer på højt konkurrenceniveau er en fysisk ødelæggende aktivitet. Det er nødvendigt at have modet til at sige, at dopingen, som den gennemføres i dag, forbedre helbredet hos elitesportsudøvere i stedet for at skade dem. (Le Monde, 22. aug. 1998)

Det er næppe enhver form for doping der tænkes på her: En skelnen mellem brug og misbrug i form af overforbrug er her på sin plads. Bruno de Lignières' argumentation tager udgangspunkt i kvindelige atleter, der, som følge af deres ekstreme træning, holder op med at menstruere og hvis knogler og kar reagerer som om de var i overgangsalderen. Det vil kun være naturligt - og det eneste lægeligt ansvarlige - at behandle disse kvinder med forskellige hormonpræperater, men det regnes - iflg. de Lignières - fejlagtigt for doping.

Tilsvarende falder mænds testosteronniveau ved fysisk hårdt arbejde, og parallelt med ovennævnte eksempel kunne man, i følge Verner Møller, mene, at et tilskud var nødvendigt for at opretholde kroppens naturlige balance. Det er tilladt at få tilført vitaminer, mineraler, salte mm., mens det fx. er forbudt at tage hormontilskud. En logik det kan være svært helt at følge. Verner Møller har også andetsteds gjort opmærksom på positivlisternes arbitraritet: Tidligere var eksempelvis koffein forbudt og bl.a. Lars Brian Nielsen blev knaldet for det, men i dag - efter at Coca Colas (med deres koffeinholdige produkt) har gjort deres indtog som stor-sponsor i sporten er præparatet fjernet fra listen. Og koffein er ikke blevet mindre præstationsfremmende af ikke længere at være på WADAs dopingliste.

Læs bogen

DopingdjævlenVerner Møller:
Dopingdjævlen - analyse af en hed debat
Forlaget Bavnebanke, 2. udg., 2005 (1. udg. 1999)
ISBN-10: 8788986438
ISBN-13: 9788788986433

Køb bogen hos forlaget

Noter:

[1] Jvf. Pierre de Coubertin formulering: "L'important dans la vie ce n'est point le triomphe, mais le combat, l'essentiel ce n'est pas d'avoir vaincu mais de s'être bien battu." ("Det er mindre vigtigt at vinde end at deltage; det essentielle i livet er ikke at erobre men at kæmpe godt."). Som Verner Møller påpeger, var han dog ikke så blåøjet som nutidens moralske dopingbekæmpere: Han forstod, at sportens væsen var at vinde og at overskride grænser (det olympiske motto "Hurtigere, højere, stærkere" kommer ligeledes fra Pierre de Coubertin), men samtidig var han så strategisk klog, at han forstod, at den pædagogiske indpakning var perfekt i forbindelse med promoveringen af sporten.

[2] Jvf. Sportens forførende skønhed, p. 10.

Ressourcer

En ren sport? Et rent liv? [da]

lørdag den 10. juli 2010

Så køres der igen Tour de France, og lur mig om der ikke igen i år bliver knaldet et par stykker for doping. Skulle det ske, er det lige så sikkert som amen i kirken, at folk står i kø for at fordømme den eller de usle syndere og udråbe cykelsportens udøvere som nogle uforbederlige snydepelse: Så længe sporten ikke er ren, er det spild af tid at følge den — det være sig på TV eller stående i vejkanten, mens feltet suser forbi med en hastighed, som kun muliggøres af forbudte stoffer.

Tom Simpson er kollapset (Mt. Ventoux 13. juli 1967)

Men er det nu også så slemt? Og her tænker jeg ikke på, om dopingproblemet er så stort blandt cykelrytterne, som det til tider påstås, men om selve det at dope sig er så slemt? Fysiologisk set er svaret naturligvis at det kan være ganske overordentligt slemt, hvis man ikke ved nøjagtigt hvad man har med at gøre, hvilket tydeligt understreges af alle de mange dopingdødsfald der har været gennem tiderne. Her tænker jeg både på ryttere som Knud Enemark Jensen [1] og Tom Simpson, der oksede løs — ude af stand til at mærke, at kroppen ikke kunne klare mere (Tom Simpsons sidste ord skulle efter sigende være "put me back on my bike"), og de mange ryttere, som pga. deres (formodede) misbrug af EPO aldrig vågnede op efter en "god" nats søvn — bl.a. mange unge hollandske cykelryttere mistede således livet af "uforklarlige årsager". Ved man hvad man har med at gøre, er det en anden sag — stryknin kan således bruger som præstationsfremmende middel, hvis det bruges med måde, men for stor en dosis vil have fatale følger.

Er det slemt at nogle af cykelrytterne doper sig — altså rent moralsk set? Spørger man diverse sportsministre og ledere i sportens verden, er der ingen slinger i valsen: Doping er snyd, og derfor forbudt, og synderne bør straffes hårdt. Faktisk vil de fleste give dette svar nærmest per refleks, men som jeg ser det, er det betydeligt mere komplekst end som så. Dopingproblemet er, som Verner Møller understreger det i sin artikel om Knud Enemarks død, en social konstruktion — det har ikke rod i en absolut etisk sandhed, hvilket også understreges af, at det først var i løbet af 1960erne man (bl.a. FIFA og IOC) begyndte at håndhæve et forbud mod doping. Men er det så slemt at dope sig — almindelige mennesker bruger tonsvis af præstationsfremmende midler hver eneste dag, og spørgsmålet er om sportens verden er så højt hævet over almindelige menneskers liv, at det strenge forbud og de tilsvarende strenge straffe, kan tåle en kritisk vurdering? Hvor går grænsen for mellem det acceptable og det forbudte? Er det ikke hykleri at kræve en ren sport, og så ikke selv leve et rent liv?

Som Claus Møldrup skriver i Den medicinerede normalitet (Gyldendal, 1999):

De gamle vikinger gjorde det, indianerne, hippierne og yuppierne gjorde det. Brugen af forskellige substanser og stoffer til at forbedre forskellige normale menneskelige evner er ikke noget nyt fænomen…Vi er blot blevet mere raffinerede.

Opfattelsen, anvendelsen og udforskningen af medicinen er nemlig under dramatisk forandring i disse år. Medicin anvendes nu ikke længere kun til lindring, helbredelse og forebyggelse, men i stadig stigende grad til at forbedre. Vi har set det i sportens verden med doping, men hverdagsmennesket optimerer også sin verden og livskvalitet gennem lægemidler. Vi er dermed på vej mod det Claus Møldrup kalder for den medicinerede normalitet.

En undersøgelse har således vist, at 7 % af de amerikanske universitetsstuderende har brugt stoffer som Ritalin, Adderall og Provigil — ikke for at blive skæve, men for at fremme deres kognitive evner. På enkelte uddannelsesinstitutioner er tallet sågar helt oppe på 25 %. Det er vel snyd, men betyder det, at vi skal til at indføre dopingkontrol ved eksamensbordene? Og hvis vi tænker videre endnu: Hvad vil konsekvensen blive for et videnssamfund som det danske, hvis alle vores konkurrenter begyndte at legalisere hjernedoping uden at vi hoppede med på vognen? Ville samfundsøkonomien kunne bære, at det var de andre, der fik alle de gode ideer? Det er lidt firkantet sat op, men vel nok en overvejelse værd.

Og hvad med alle de mange mænd (og kvinder), som har nydt godt af det præstationsfremmende middel Viagra? Er det snyd? Moralsk forkasteligt? Bør det være strafbart? Nej vel, når det kommer til problemer med erektionen, bør alt være tilladt. Ikk'?

Det der gør brugen af præstationsfremmende midler til snyd er, at det ikke er lige tilgængeligt for alle — og skulle jeg være lidt provokerende, så vil jeg mene, at det netop er selve forbuddet, som er skyld heri. Legaliser doping, og alle vil igen konkurrere på lige vilkår! Tja, desværre har vilkårene aldrig været lige, for vi er født med forskellige fortrin og ulemper, og at alles præstationsniveau hæves med 5-10 % ændrer ikke på dette.

Jacques Anquetil (1934-1987) hævdede, at han som professionel sportsmand selv bestemte over sin krop og at han havde lige så meget ret til at tage medicin for smerter som fx en geografilærer. Han har en god pointe her, for rent faktisk rummer mange almindelige danskeres medicinskabe mange stoffer, som er på UCIs liste over forbudte stoffer. Det er virkelig en gråzone det her!

Nogle irriteres over, når cykelkommentatorerne — med Jørgen Leth i spidsen — taler om cykelløb i ophøjede vendinger, som var det en metafor på livet selv [2]. Under alle omstændigheder findes doping både i cykelsporten og i vores hverdag, og for mig er det, til trods for hvad det måske kunne lyde til i det ovenstående, helt ok at der er forbud mod visse præstationsfremmende stoffer — det er den ensidige heksejagt der er mig imod. Det er også helt ok, at nogle forsøger at snyde alligevel — det er en del af spillet — ligesom vi alle forsøger at snyde hjørner i ny og næ, det være sig med Viagra, hjernedoping og hvad vi nu ellers kan finde på. På den måde er cykelsporten en metafor på livet — og ligesom jeg heller ikke vender livet ryggen fordi nogen snyder, så får dopingsaerne mig heller ikke til at vende cykelsporten ryggen. Lad den rene kaste den første sten!

Til slut et citat fra den canadisk læge og kemiker Sir William Osler, som i begyndelsen af forrige århundrede udtalte, at: "The desire to take medicine is perhaps the greatest feature which distinguishes man from animals"

Noter:

[1] Som det fremgår af Verner Møllers artikel om Knud Enemarks død, er sagen mere kompliceret end som så, men hvad vi kan kalde for myten om hans død — nemlig at der var tale om et klokkeklart dopingdødsfald — er for mange den skinbarlige sandhed, og samtidig en væsentlig igangsætter for den efterfølgende kamp imod dopingspøgelset.

[2] Se fx Mads de Wollfs artikle Cykelsport og den hermeneutiske traditionfeltet.dk. Denne meddigtende tradition indenfor cykeljournalistikken er lige så gammel som cykelsporten selv. Før man kunne følge løbene på TV, var det begrænset hvor stor en del tilskuerne oplevede ved selvsyn. Oplevelsen vær derfor i vidt omfang afhængig af en journalistisk formidling, og herved opstod denne meddigtende tradition. Det er i den sammenhæng sigende, at Tour de France hænger tæt sammen med avisen L'EQUIPE og Giro d'Italia med La Gazzetta dello Sport.

Ressourcer: