/customers/academia.dk/academia.dk/httpd.www/Blog/wp-content/plugins/wp-cache/wp-cache-phase1.php Boganmeldelse | Tænketanken

Arkiv for kategorien ‘Boganmeldelse’

Paleopathology of the Ancient Egyptians: Annotated Bibliography: 1998-2011 [da]

lørdag den 29. september 2012

This book is so old school it's almost qute: I would have thought that we had seen the last printed bibliography years ago. Today an online database would have been the natural choice but for some odd reason Lisa Sabbahy has chosen the printed format!? When this bibliography hits the bookstores the content is allready ouutdated, lacking the newest publications. I am a huge book lover, but this I don't get! Can anyone please enlighten me!!!

See description of the book here: freepharmacycardsonline.biz:

This annotated bibliography presents and describes over 800 books, dissertations, excavation reports, and articles relevant to the paleopathology of the ancient Egyptians from the fields of Egyptology, physical anthropology, archaeology, and medicine, making it possible for scholars in these different fields to keep current with the latest finds and results. ... [my emphasis; read more]


Gratis e-bog: Arabisk medicin af Philippe Provencal [da]

tirsdag den 14. august 2012

Månedens gratis e-bog fra Aarhus Universitetsforlag er Philippe Provencals interessante bog om arabisk medicin fra 2007.

Gratis e-bog om arabisk medicin
Forlagets beskrivelse: "Europa ser gerne sig selv som direkte arvtager til den klassiske antik. Men den europæiske renæssance kunne ikke have fundet sted uden araberne, der allerede i det 8.-9. århundrede overtog den græsk-romerske videnskabelige arv. Mens antikkens medicin var ukendt i middelalderens Vesten, arbejdede araberne med at udvikle og opdatere arven med egne, persiske og indiske betragtninger, der suverænt sammenkoblede filosofi og medicin. Store talenter som al-Razi, al-Madjusi og Ibn Sina systematiserede og nedskrev den medicinske kunnen og teorier i store encyklopædiske afhandlinger, der i det 11.-12. århundrede strømmede til de europæiske lærde i latinske oversættelser. Araberne var autoriteter inden for europæisk medicin langt op i det 15. århundrede, og den arabiske medicin repræsenterer således et afgørende led i den vestlige medicinske tradition.

Arabisk medicin er den første danske præsentation af medicinens videnskabshistoriske udvikling i den arabiske verden. Bogen viser, hvordan araberne ikke blot videregav den græsk-romerske viden, men men i høj grad videreudviklede feltet og gjorde væsentlige opdagelser såsom introduktionen af kejsersnittet og bedøvelse ved inhalation."

Download bogen gratis her eller her

Minna Skafte Jensen: Writing Homer: A Study Based on Results from Modern Fieldwork [da]

torsdag den 7. juni 2012

Once again my old supervisor Minna has written a book on the “Homeric Question” – who composed the Iliad and the Odyssey, and how were the poems preserved? The discussion has been going on for centuries and there will probably never be a definitive answer to it. I know that Minna’s theories always have had many strong opponents but to me it has always been the most compelling solution to the Homeric Question. You can read the review from Bryn Mawr Classical Review here:

Minna Skafte Jensen, Writing Homer: A Study Based on Results from Modern Fieldwork. Scientia Danica. Series H, Humanistica 8, 4. Copenhagen: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2011. Pp. 440. ISBN 9788773043615. DKK 375.00 (pb).

Reviewed by Joel Christensen, The University of Texas at San Antonio (joel.christensen@utsa.edu)

Version at BMCR home site

At some point the Iliad and the Odyssey made the very real and material leap from idea to object. In Writing Homer, a culmination of decades of publication, Minna Skafte Jensen dispenses with extreme competing positions (West’s imagined literate poet and Nagy’s evolutionary model) as anachronistic and heedless of the evidence and argues that the Homeric epics were composed orally, dictated and written down around 522 BCE in Athens under the sponsorship of Hipparchus by a team of scribes headed by the Onomacritus known from Herodotus (7.6.3). A Panathenaic victor, Cynaethus (according to a scholion toNemean 2.1, composer of the Hymn to Apollo) performed an expanded version of the “Wrath of Achilles” to commemorate his accomplishment. The recording lasted 24 days; a later rhapsode repeated the feat in expanding the “Homecoming of Odysseus”. The official texts, prepared and transcribed, were deposited in the Acropolis. Three votive statues of scribes were dedicated in commemoration.

Jensen has published parts of these suggestions before [1] and she supports her conclusions with a wealth of material drawn from modern oral traditions, taking on the sacred tenets of many oralists, textualists and neoanalysts with an evenhanded tone and a transparent logic that must be respected even if her conclusions are not believed. The first part of the book (chapters 1-4) presents the details of fieldwork in modern oral traditions; the second half re-examines the performance and textualization of Homer in the light of these more recent analogues.

Chapter 1 (“Epic Fieldwork”) introduces six modern oral epic traditions (Nyanga Mwindo Epic; Tamilnadu Brothers’ Epic; Telugu Epic of Palnadu; Arabic Sirat Bani Hilal; Tulu Siri Epic; and Karakalpak Epic of Edige) followed by a discussion of methodological obstacles (e.g., a common cross- cultural definition of “epic”, studying the normal rather than the exceptional, and the impact of the scholar in eliciting special performances). Chapter 2 (“The Oral-Formulaic Theory Revisited”) surveys four aspects of oral-formulaic theory (diction, formula, theme and adding style) and argues that, while Milman Parry’s terminology is most appropriate for Homer, all oral traditions seem to exhibit some degree of “formulaicness”. More substantially, Jensen criticizes the loose definition of “theme” in oral-formulaic studies for covering both type-scenes and story patterns.

In chapter 3 (“Oral Epic in Performance”) Jensen identifies “the time-span available and the competence of singer and audience” (82) as decisive factors in creating longer songs for modern oral epics and then focuses on the characteristics and identities of epic singers. Here, Jensen shows that training and performance structure affect the nature of a longer song. Most interesting in the discussion of the way oral poets learn and work is the assertion that memorization and composition in performance are not mutually exclusive; instead, as Jensen effectively argues, memorization is the means by which novice singers first begin to develop the knowledge and skill required to compose.

The variation that develops with a singer’s skill is the subject of Chapter 4 (“The Flexible Oral Epic”) which contemplates the seeming paradox that oral traditions are continually changing (on a synchronic level) but relatively stable (from a diachronic perspective). While the paradox diminishes from the perspective of both genre and tradition (audience expectation and forms of transmission limit change and preserve core character), nevertheless, Jensen’s survey of variation shows that no component of a song in an oral tradition is immune to change. Despite the fact that the “mental text” of an individual singer will stabilize over time, when a new singer learns a song (or a singer learns a new song) significant variation occurs.

In Chapter 5 (“Homeric Performance”), Jensen applies modern evidence to the performance of the Homeric poems and surveys relevant literary evidence (topoi from the epics, Plato’s Ion, and theVita Herodotea) and details concerning the Panathenaea to argue convincingly that the Homeric epics were recited by professional singers and that rhapsodes of the classical era are the equivalent of epic singers: Jensen shows that rhapsodos and aoidos are synonymous and that distinctions arise from scholarly prejudices. When it comes to the debated events of the Panathenaea, Jensen argues that the rule to compete ex hypolepseos or ex hypoboles induced competitors to choose parts from any song of the Homeric tradition (since “Homer” in this period did not denote the two epics alone) in a turn-taking similar to the Certamen of Homer and Hesiod. Most surprising for many classicists may be Jensen’s conclusion that comparative evidence provides no support for rhapsodes performing the Iliad and Odyssey as we know them. From comparative material, Jensen also asserts that it is unlikely rhapsodes would have used or promoted written versions of the epics.

The issue of the singer’s written text is not a red herring—in the following chapter (“Transitional Texts”), Jensen suggests that too many scholars have misunderstood Albert Lord’s statement (later modified) that a text can only be oral or written. [2] Instead, Lord’s observation indicates that oral poets rarely depart from their traditional craft. Even under pressure from multiple forms of modern media, oral traditions tend to maintain their conventions. For archaic Greece, however, no modern analogy corresponds to the introduction of writing. To illustrate the limits of early Greek composition in writing and dispel the notion that the use of writing explains the sophistication of the Iliad and Odyssey, Jensen compares the Homeric epics to Herodotus’ Histories and concludes that the epics are more sophisticated because they were orally composed.

If not transitional texts, what are the Homeric epics? Chapter 7 (“Gradual Fixation”), in dismissing Nagy’s popular evolutionary model, examines modern examples from oral traditions along with the Gilgamesh poems to show that our epics exhibit the type of variation evident in longstanding textual transmissions rather than the deeper variation common to different performances of the same oral tradition. According to Jensen, the uniformity of the epics (noted by other scholars), must be due to a single recording. Jensen turns to studies of ancient art to argue that our poems were largely unknown to the larger public.

Chapter 8 (“The Iliad and Odyssey in Context”) explains this divergence: within the pervasive Trojan war tradition, “Homer” referred to oral epic performance throughout antiquity; it is only in literary studies, educational contexts and among the elite that “Homer” is the author of our epics. Accordingly, the Iliad and Odyssey are typical episodes that have undergone uncommon expansion. The demands of an expansion, when a singer would supplement his “mental text” of the “Wrath of Achilles” or the “Return of Odysseus” with doubling and mirroring, Jensen suggests, explain many of the inconsistencies and borrowings identified by classical and neo-analysis. Jensen’s contention about this cultural divide is one of the more important contributions of this book. Where the evolutionary model sees the lesser frequency of references to scenes from our Iliad and Odyssey as indicative of a developing tradition and the absence of the text, for Jensen ancient evidence proves that “Homer” meant more than these epics into the Roman era and that modern analogies support the separate coexistence of a silent, fossilized text and a living oral tradition.

In chapter 9 (“The Dictation of the Iliad and the Odyssey”), which applies modern evidence to the process of recording the Homeric epics, Jensen mines ancient evidence to contend that Cynaethus recited the Iliad for Onomacritus and his team. In the process of this discussion, she makes several keen observations on how a rhapsode’s expansion of a “mental text” explains some classic textual problems (mostly interpolations; e.g., Il. 2.558, 7.333-42, 9.182-198, book 10, Od. 4.512-23, 7.80-81, and 11.601-5). Jensen argues effectively that segments like the Salamis passage in the Catalogue and book 10 were not regularly part of the rhapsode’s “mental text” but were incorporated for exceptional expansion or for the sake of the Athenian context (as with the Salamis passage or Herakles in the Nekyia of Odyssey book 11).

Chapter 10 (“Twice Twenty-four Books”) presents the 24-book structure as a part of the original recordings against a consensus that later editors made the division. Jensen also supplements her contention that two different rhapsodes performed the two epics by examining book endings and beginnings. Her analysis of the narrative and formulaic structure of the individual books, supported both by recent literary arguments [3] and examples from modern performances, is rather persuasive. The additional proposals that each rhapsody was the performance of one evening and that the Odyssey recording was made to parallel the Iliad are attractive but more speculative.

Chapter 11 suggests that three statuettes, held in the Acropolis Museum (Acr. 144, 146, 629) were dedicated to commemorate the recording of the epics. While the proposal is not without its charm and the discussion of archaeological detail is very interesting, the offerings, produced as an additional “proof” that the recording occurred between 522 and 510 BCE, do not seem to have a demonstrable connection to Homer or the epics. If the statuettes are exceptional as votive offerings, it does not necessarily follow that they would be connected to another exceptional, and otherwise unsubstantiated, event. Chapter 12 offers a summary of the book’s main arguments.

Generally, this book is a brisk and compelling read, especially as an introduction to the modern source texts and problems of the textualization process. The diffuse structure and chapter-ending summaries invite browsing; the presentation is marred at time by some sloppy copy-editing and typos (e.g., incomplete parentheses, un-indented block quotes (242), and typos of varying severity such as “Finkelstein” for “Finkelberg” (230) and “Spartiats” (276)). Jensen is fairly transparent with her data and, in saving so many of her Homer-specific conclusions for the book’s end, allows a reader to mull over the evidence. As a result, Jensen’s proposals are strongest when talking in general terms, lucid in describing the conditions of performance, dictation and textualization, and quite relevant in discussing the consequences of different social and cultural pressures. However, the book is sometimes abrupt and arbitrary with sparse classical evidence.

I find Jensen’s arguments about a single moment of writing persuasive (though not wholly); less convincing is her insistence on a “single Homeric genius”, a “rhapsode as the recomposer of each poem” (229) or the specific context. She implies, it seems, that the genius of the poems is due to the talent of a single man rather than the tradition and the circumstance and dismisses with limited discussion the idea that multiple rhapsodes could have been part of the recorded performance.

To be fair, Jensen concedes that her proposal is speculative, but insists that it, unlike others, is based on a “documented comparative framework” (300). The overly specific nature of her proposal should give anyone pause; the willing use of serendipitous data (Cynaethus, Onomacritus, the votive statues) will probably be unconvincing to most. But Jensen’s marshaling of comparative data, her rather convincing argument about the types of variations that occur when different performances of an oral tradition are recorded, and persuasive re-evaluation of competing social-class-specific definitions of “Homer” demand consideration.

When it comes down to it, the Homeric epics were written down at some point and the occasion probably was both exceptional (in that it took place only once) and mundane (in that few outside of the experiment took notice of it). How much evidence could such an event possibly leave? Jensen’s discussions are good correctives for a romantic resistance against contemplating the textualization of the epics and a fine contribution to dictation theory.


1.   M. S. Jensen, The Homeric-Question and Oral-Formulaic Theory (Copenhagen 1980); “Dividing Homer: When and How Were the Iliad and the Odyssey.” (Symbolae Osloenses), 74 (1999) 5-35,73- 91).
2.   A. B. Lord, The Singer of Tales (Cambridge 1960, 2000) 124-138.
3.   E.g., B. Heiden, Homer’s Cosmic Fabrication: Choice and Design in the Iliad (Oxford, 2008).

#Twitterbogen: 282 sider om 140 tegn [da]

mandag den 17. januar 2011

Det første tanke, der falder én ind, når man står med Twitter - Massekommunikation på 140 tegn i hånden er sandsynligvis, hvordan det er muligt at skrive så meget om så lidt. Det er trods alt korte statusbeskeder på op til 140 tegn det handler om. Men når det kommer til stykket, så synes jeg faktisk, at bogen burde have været lidt længere!

TwitterbogenBogen falder i tre dele. Første del er en introduktion til Twitter, hvor vi dels får en ultrakort version af Twitters historie, samt en præsentation af de grundlæggende begreber og dels en række eksempler på, hvordan men med Twitter kan være til stede her og nu: Det være sig som kundesupport, personlig branding, som fx. Barak Obama eller Lars Løkke, eller brug af Twitter eller som vidne til væsentlige begivenheder, som fx. nødlandingen i januar 2009 på Hudson floden. Anden del handler om, hvordan Twitter kan skabe værdi for ens virksomhed, mens tredie del fokuserer på Twitters funktionalitet samt hvordan man skal begå sig på Twitter (tweetikette).

Alt sammen meget godt, brugbart og læsevenligt, men jeg savner nu noget. I anden del fokuseres der på, hvordan virksomhederne skal bruge Twitter, og hvordan de derved kan få værdi for skillingerne (ROI). Hvad jeg synes burde være mere uddybet er nemlig de mange trediepartstjenester, som i bedste fald kun omtales stikordsagtigt i et appendiks, men er som er super vigtige, hvis man som virksomhed skal gøre brug af Twitter. jeg tænker her dels på værktøjer som TweetDeck eller Twihrl, som kan give et bedre overblik, når man som virksomhed skal overvåge et - forhåbentligt - betragteligt antal tweets, og dels værktøjer som fx. Twitalyzer, TweetStats, Klout, PeerIndex eller Bit.ly, der kan give virksomheden et overblik over hvorvidt man får et tilfredsstillende udbytte af sin indsats. Bogen er dog så inspirerende læsning, at man kan håbe, at virksomhederne på egen hånd, få sat sig ind i mulighederne, så ikke alt for mange får så dårlige oplevelser med Twitter, at de opgiver deres satsning på mikroblogging i utide.

Dopingdjævlen [da]

onsdag den 29. september 2010

Jeg har netop læst Verner Møllers yderst interessante bog Dopingdjævlen, hvis budskab falder i god tråd med et af mine tidligere indlæg her på bloggen: Det er hyklerisk at dæmonisere doping over en bred kam - det der er brug for er derimod et mere nuanceret syn på præstationsfremmende midler.

Verner Møller analyserer de fem hyppigste argumenter mod doping og underminerer grundigt disse standardargumenter:

  1. Doping er snyd og skaber ulige vilkår.
  2. Doping er unaturligt.
  3. Doping er usundt.
  4. Doping er ødelæggende for sportens forbilledværdi.
  5. Doping er vejen til sport som ligegyldigt freakshow.

Alt sammen meget spændende, og noget jeg givetvis vil komme tilbage til i senere blogindlæg. Her vil jeg blot lige fremhæve et par enkelte pointer:

For det første er det ikke nok at være dopet for at vinde de store løb. Udover en fænomenal fysik kræves der nemlig en fanatisk vilje til at vinde - en nærmest overmenneskelig evne til at bide al smerte og ubehag i sig når det gælder. Lad mig nævne to af Verner Møllers eksempler:

Paul Kimmage beskriver i sin bog Rough Ride fra 1990 Greg LeMonds lidelser på tiende etape af Tour de France i 1986:

LeMond var i problemer i dag. Han havde et anfald af diarré. Han cyklede forbi med tredive kilometer tilbage, omringet af sine hjælperyttere, der bragte ham fremad. Gudfader, stanken var forfærdelig. Det løb ham ned af benene. Jeg ved, at havde det været mig, var jeg stoppet. Jeg mener: det er kun et cykelløb. Men jeg er selvfølgelig heller ikke i stand til at vinde det. Han er, og jeg gætter på, at der et forskellen. (VMs oversættelse)

Verner Møller mangler at nævne, at LeMond sågar vandt Touren det år - på trods af sin sygdom.

Et andet eksempel - ligeledes fra Tour de France - er Johan Bruyneels styrt ud over skrænten på Nedkørslen fra Cormet de Roselend på niende etape i 1996. Mirakuløst nok lander Bruyneel i et buskads 10-15 meter nede af skrænten og er herefter i stand til selv at kravle op igen. Han vil ikke under lægebehandling, men kaster sig fluks på en reservecykel og fortsætter løbet. Husker jeg ikke helt galt, ender han med en placering som nummer tyve på etapen!

Det er en besættelse, en vilje til sejr, en vilje til at ville vinde for enhver pris, som driver disse cykelryttere. Doping spiller ingen rolle her. Enten har men denne evne til at overskride sine egne grænser eller også har man det bare ikke! Det er en af de mange uligheder, som sporten rummer - ganske uafhængigt af, om man doper sig eller ej.

For det andet sætter Verner Møller fingeren på den almindelige misforståelse, at sportens eliteudøvere skal være moralske forbilleder for os almindelige dødelige. Der er ikke - som mange ellers synes at mene - tale om "ædel kappestrid" hvor det vigtigste ikke er at vinde, men at deltage [1]. Nej, det drejer sig for den enkelte idrætsudøver om opfyldelsen af det olympiske motto "Citius, altius, fortius" ("Hurtigere, højere, stærkere") i form af en sejr, det være sig i form af førstepladsen i konkurrencen, sejren over sig selv og de nærmeste konkurrenter i sportsgrenens hierarki, eller sejren over en tildelt rolle som fx. hjælperytter.

Har man måske nogensinde hørt Alex Ferguson eller Morten Olsen udtale før en kamp, at "nu drejer det sig jo ikke om at vinde, men om at udvise fairness og godt sportsmanship". Noget andet er, at man godt bagefter kan bruge det som en undskyldning for at have tabt: "Modstandernes spil var svinsk og brutalt, så vi vandt den moralske sejr", men det kan man netop, fordi vi alle har fået tudet ørerne fulde med, at fairplay er sportens essens.

Ifølge Verner Møller er sportens inderste væsen dog ikke af etisk men af æstetisk karakter. Vi ser ikke Tour de France sommer efter sommer for at blive bedre mennesker, men fordi det store drama betager os. Som det udtrykkes af Jørgen Leth:

Sporten lokker først og fremmest ved sin skønhed og evne til at beruse sanserne. [2]

For det tredie understreger Verner Møller, at sundhedsargumentet er et mangesidet sværd. Hvis målet er en sund sjæl i et sundt legeme, så skal man holde sig fra sporten og dens iboende konkurrencementalitet, og dyrke gymnastik i stedet. Den franske sportslæge Bruno de Lignières citeres:

Folk tror, sport er sundt, og at de medicinske problemer kommer af doping. Deri tager de fejl. Lægevidenskaben ved at sportspræstationer på højt konkurrenceniveau er en fysisk ødelæggende aktivitet. Det er nødvendigt at have modet til at sige, at dopingen, som den gennemføres i dag, forbedre helbredet hos elitesportsudøvere i stedet for at skade dem. (Le Monde, 22. aug. 1998)

Det er næppe enhver form for doping der tænkes på her: En skelnen mellem brug og misbrug i form af overforbrug er her på sin plads. Bruno de Lignières' argumentation tager udgangspunkt i kvindelige atleter, der, som følge af deres ekstreme træning, holder op med at menstruere og hvis knogler og kar reagerer som om de var i overgangsalderen. Det vil kun være naturligt - og det eneste lægeligt ansvarlige - at behandle disse kvinder med forskellige hormonpræperater, men det regnes - iflg. de Lignières - fejlagtigt for doping.

Tilsvarende falder mænds testosteronniveau ved fysisk hårdt arbejde, og parallelt med ovennævnte eksempel kunne man, i følge Verner Møller, mene, at et tilskud var nødvendigt for at opretholde kroppens naturlige balance. Det er tilladt at få tilført vitaminer, mineraler, salte mm., mens det fx. er forbudt at tage hormontilskud. En logik det kan være svært helt at følge. Verner Møller har også andetsteds gjort opmærksom på positivlisternes arbitraritet: Tidligere var eksempelvis koffein forbudt og bl.a. Lars Brian Nielsen blev knaldet for det, men i dag - efter at Coca Colas (med deres koffeinholdige produkt) har gjort deres indtog som stor-sponsor i sporten er præparatet fjernet fra listen. Og koffein er ikke blevet mindre præstationsfremmende af ikke længere at være på WADAs dopingliste.

Læs bogen

DopingdjævlenVerner Møller:
Dopingdjævlen - analyse af en hed debat
Forlaget Bavnebanke, 2. udg., 2005 (1. udg. 1999)
ISBN-10: 8788986438
ISBN-13: 9788788986433

Køb bogen hos forlaget


[1] Jvf. Pierre de Coubertin formulering: "L'important dans la vie ce n'est point le triomphe, mais le combat, l'essentiel ce n'est pas d'avoir vaincu mais de s'être bien battu." ("Det er mindre vigtigt at vinde end at deltage; det essentielle i livet er ikke at erobre men at kæmpe godt."). Som Verner Møller påpeger, var han dog ikke så blåøjet som nutidens moralske dopingbekæmpere: Han forstod, at sportens væsen var at vinde og at overskride grænser (det olympiske motto "Hurtigere, højere, stærkere" kommer ligeledes fra Pierre de Coubertin), men samtidig var han så strategisk klog, at han forstod, at den pædagogiske indpakning var perfekt i forbindelse med promoveringen af sporten.

[2] Jvf. Sportens forførende skønhed, p. 10.


Et godt tilbud! [da]

fredag den 11. juni 2010

Forleden da jeg søgte på nettet for at finde noget om spedalskhedens historie i Danmark, faldt jeg over et rigtigt godt tilbud, nemlig Eskil Arenstoft bog om udgravningen af Sankt Jørgensgården i Odense.

De Spedalskes Hospital
De Spedalskes Hospital

Eskil Arenstoft: De spedalskes hospital. Udgravning af Sankt Jørgensgården i Odense.

Odense Bys Museer, Odense Universitetsforlag 1999.

Udsalgspris: 75,00 Kr.

Du kan enten købe bogen på Odense Bys Museers netbutik, eller - som jeg - spare portoen og hente bogen selv i museumsbutikken i Overgade.

Læs anmeldelse på H-Net Reviews [pdf]


Sjælens materialisering [da]

torsdag den 24. juli 2008

En anmeldelse af Carl Zimmers bog Soul Made Flesh.

Carl Zimmer: Soul Made Flesh
Carl Zimmer: Soul Made Flesh

I Soul Made Flesh beskriver Carl Zimmer den fascinerende historie om hvorledes opfattelsen af sjælen ændrede sig fra at være immateriel og som oftest bosiddende i hjertet til en mere materiel størrelse i vores hjerner og nervesystem.

Zimmer begynder sin historie med de gamle egyptere og fortsætter med Alkmaion, Platon, Aristoteles og Galen og når via Vessalius, Gassendi og Descartes frem til historiens egentlige hovedperson den engelske læge Thomas Willis (1621-1675).

Thomas Willis er ganske ufortjent en lidt overset figur i hjerneforskningens historie. Han var den første der udgav en bog udelukkende dedikeret hjernen og nervesystemet: Cerebri anatome fra 1664. Heri fremkommer Willis bl.a. med det synspunkt, at de højere mentale funktioner, som adskiller mennesket fra dyrene må være knyttet til hjernebarken, eftersom denne hos mennesket er betydeligt mere udviklet (sammenkrøllet) - altså den første egentlige teori om hjernelokalisation. Han klassificerer endvidere kranienerverne og giver en grundig beskrivelse af hjernens blodforsyning, herunder en række fysiologiske forsøg, som fører ham til den rette funktion af circulus arteriosus cerebri også kendt som Willis' cirkel. I Cerebri anatome anvendes desuden for første gang i historien ordet "neurologi"!

Cerebri anatome blev fulgt op med bl.a. et værk om neuropatologi, Pathologicae cerebri, et nervosi generis specimen i 1667, samt det tidligste engelske værk om medicinsk psykologi, De anima brutorum quæ hominis vitalis ac sensitiva est fra 1672.

Nok er Willis hovedpersonen i Zimmers beretning, men man skal ikke foranlediges til at forveksle Soul Made Flesh med en egentlig biografi. Der er snarere tale om et ånds- og socialhistorisk periodebillede. Frem for at gå i detaljen med Willis' liv og levned og hans videnskabelige gennembrud og fejltagelser får vi et bredt overblik over en omtumlet periode i Englands historie med borgerkrig og monarkiets kortvarige afløsning af republikken. En periode som også i religiøs henseende var en brydningstid mellem anglikanere, katolikker, puritanere, kvækere osv., osv. Kort sagt noget af et minefelt at færdes i, hvis man som Willis og hans åndsbeslægtede søgte en mere naturalistisk og empirisk funderet opfattelse af menneskekroppen.

På Willis’ tid var det stadig regelen, at anatomi var lig med filologi. Det vil sige, at man studerede antikkens mestre Hippokrates og Galen, og hvis det man i konkrete dissektionssituationer ikke stemte overens med de gamles beskrivelse, kunne det enten skyldes, at den forhåndenværende tekst var dårligt oversat fra græsk til latin og et grundigt filologisk arbejde derfor var nødvendigt, eller at mennesket simpelthen havde udviklet sig i perioden siden Hippokrates og Galen nedskrev deres observationer – en opfattelse som dog var problematisk, da den satte spørgsmålstegn ved fuldkommenheden i den guddommelige skaberakt.

Zimmer giver os et indblik i hele den store kreds af videnskabsfolk og mere eller mindre halvstuderede men yderst talentfulde røvere omkring ham (The Oxford Circle). En ganske broget flok, men fælles for dem alle var en stor nysgerrighed og et ønske om at revidere den traditionelle lærdom, hvis den ikke holdt til en grundig empirisk afprøvning. I kredsen var folk som Robert Boyle (bedst kendt for Boyles lov), Cristopher Wren (arkitekten bag St Paul's Cathedral, men også manden der lavede det første 3D kort over månen og en uvurderlig deltager i og illustrator af Willis' dissektioner) og Richard Lower (manden som udførte verdens første blodtransfusion). En broget flok af videnskabsfolk, som senere grundlagde The Royal Society. Den ene side tager let den anden mens man læser Zimmers beskrivelse af disse virtuosis mange spændende eksperimenter - især deres brug af forsøgsdyr og vivisektion må ryste enhver hundeejer! Willis træder ofte i baggrunden, men Soul Made Flesh er så medrivende at man får lyst til mere - og lægmanden lades derudover tilbage med et overblik, somkan danne fundament for fordybelse i Willis' egne værker. Dvs. hvis man da ellers kan opdrive dem på biblioteket eller antikvarisk, for der er i nyere tid endnu ikke nogen, der har fundet Willis væsentlig nok til at genudgive hans værker - og danske oversættelser er naturligvis en by i Rusland! Forhåbentlig vil Soul Made Flesh kunne bidrage positivt i så henseende.